Bjergtaget 2 – Smagen af aske

Titel: Smagen af aske (Bjergtaget 2)

Forfatter: Sidsel Sander Mittet

Forlag: Forlaget Facet

SPOILER WARNING!

Da bogen er en 2’er er jeg altså ikke så forsigtig med spoilers, som jeg var i anmeldelsen af 1’eren, så læs på eget ansvar i forhold til spoilers. Anmeldelsen af 1’eren kan læses her, hvis I lige skal have den genopfrisket.

Hvad handler bogen om?

Bogen starter umiddelbart efter slutningen af 1’eren. I menneskenes verden forsøger Sigrid at finde ud af, hvordan hun kan være både menneske og elver, imens hun jagter svar sammen med Aslak og Sohrab. Askatla forsøger at genvinde sin styrke efter at være blevet tortureret, imens fortidens skyld hænger over hendes hoved. Johannes er fanget i Bjerget, elvernes rige, og forsøger med alle midler at beholde magten over sit eget sind.

Hvad er queer-elementerne?

Da det er en forsættelse, indeholder Smagen af aske selvfølgelig mange af de samme queer-elementer som Og de blev lokket med polyamori og generel queerhed.

En ting, som jeg personligt også tit tænker på i forbindelse med queer-elementer, er hvordan karaktererne udfordrer de klassiske og heteronormative stereotyper. Jeg snakkede i sidste anmeldelse om, hvordan ekssoldaten Johannes i en traditionel fortælling ville have været den store stærke helt, som reddede hele verden og fik pigen. Men han vil egentlig helst bare være i fred og nyde sit liv i civil med Sohrab.

Aslak, en af menneskeelverne, har også en meget traditionel maskulin fremtræden med masser af tatoveringer og pumpede muskler, samt en lettere aggressiv attitude med bandeord og eder. Men samtidig er han også meget opmærksom på Sigrids følelser, og han har tydeligvis også været igennem nogle ting i sin fortid, som har mærket ham på sjælen. Han virker ikke afskrækket som sådan af at være tiltrukket af både mænd og kvinder (han er elver, om end han aldrig har sat fod i Bjerget), og ender faktisk med at have sex med Askatla og Alawin samtidigt. Det er mit indtryk, at det ikke er selve sexakten han har problemer med, men nærmere at han endnu en gang er faldet under for den mystiske tiltrækningskraft, elvere besidder. Nå ja, og hvor smart er det lige at have sex midt i en krise med to fremmede fra en helt anden verden, imens man prøver på at skjule sig og være på vagt over for overnaturlige forfølgere? Specielt når den ene af dem viser sig at have myrdet din elver-forælder.

Askatla er mindst lige så hærdet en kriger som Johannes, hvis ikke mere. Vi har set mange stærke kvindelige hovedroller i litteraturen i de sidste mange år, men alligevel falder selv de ind i visse stereotyper. Enten er de umenneskeligt smukke og uopnåelige eller også er de den kiksede/uskyldige pige, som tilfældigvis er ’the chosen one’, eller en blanding af de to. Askatla er måske umenneskelig smuk (som elvere ofte er) men hun er langt fra perfekt og de andre, specielt Sigrid, er ikke bange for at fortælle hende det.

Selv i et samfund med så afslappet et forhold til sex og seksualitet, bliver Askatla stadigvæk bagtalt som en hore, fordi hun ikke kun har sex med folk af lyst, men også som et våben og hun har seksuelle relationer med mange forskellige. Selv Alawin, der trods alt kender hende og har haft sex med hende imens hun også havde relationer til andre, spørger hende om det virkelig er hendes løsning på alt – sex.

Fungerer det?

Bjergtaget-serien er en serie fyldt med queer, og der er ikke mange, der stiller ret mange spørgsmål til det. Som læser er det måske ikke nødvendigt at høre om elvernes afslappede forhold til seksualitet helt så mange gange som det sker i bogen. Men det er giver egentlig et meget godt billede af, hvordan det er som queer person hele tiden at skulle forklare sin seksualitet, bare fordi den falder uden for ’normen’.

Selv Johannes, som er bøsse og åben omkring det, prøver i første omgang at skjule sit forhold til Sohrab over for elverkrigerne i Illuges lejr. Deres samfund ligner et middelaldersamfund, og i middelalderen ’havde man ikke været super glade for bøsser, havde man?’ (s. 305). Johannes bærer stadig på rester af internaliseret homofobi, højst sandsynligt fra hans far og måske hæren, men også fra det heteronormative samfund, han er vokset op i. Han skal lige føle sig frem før han føler sig tryg ved at dele sin seksualitet i nye omgivelser, hvilket er noget, mange queer-personer måske kan nikke genkendende til. Selvom man er ’out and proud’, er der stadig mulighed for at blive udstødt eller set ned på, hvis ens omgivelser ikke er åbne over for det.

Nogle gange får jeg lidt en Sense8*– vibes fra karaktergalleriet – personer fra vidt forskellige samfund, der har en uforklarlig forbindelse til hinanden og sammen leder efter svar imens de jages af onde magter. Og der er mindst lige så meget sex og action i Smagen af aske, som der er i hele sæson 1 af Sense8.

Hvem anbefales bogen til?

Blev du fanget af 1’eren, så er 2’eren helt sikkert også noget for dig. Nu kender man personerne, så man bliver knap så forvirret over de mange navne, der ligner hinanden og hvordan deres indbyrdes forhold hænger sammen.

Bjergtaget 3 – Jordmassens Dronning er tredje og sidste bind i denne serie, og udkommer forhåbentligt til april 2020. Jeg skal i hvert fald læse med, når den kommer – skal I?

*Sense8 er en Netflix-serie, som er virkelig fed med masser af queer-elementer. Desværre blev den aflyst efter sæson 2, men den er virkelig værd at tjekke ud. Den er lavet af og skrevet af queer personer, en del af castet hører også til LGBTQ+ og så er den også bare smuk rent visuelt.

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s