Bjergtaget 3 – Jordmassens Dronning

Titel: Jordmassens Dronning (Bjergtaget 3)

Forfatter: Sidsel Sander Mittet

Forlag: Forlaget Facet

Anmeldt af: Anne

Den her anmeldelse bliver en opsummerende anmeldelse af hele Bjergtaget-trilogien, da afslutningen på trilogien ikke præsenterer ret mange nye queer-elementer i forhold til dem, der beskrives i anmeldelserne af Og de blev lokket (læs anmeldelse her) og Smagen af aske (læs anmeldelse her). Jeg vil i begyndelsen lige hurtigt komme ind på, hvad bog 3 handler om, så I har det i frisk erindring.

Bær over med mig, hvis jeg gentager mig selv fra de to tidligere anmeldelser – det er som sagt mere end samlet anmeldelse af hele serien end kun af den sidste bog.

Selvom jeg regner med at de fleste har læst bøgerne, når de kommer herind for at læse anmeldelser, så smider jeg altså stadigvæk lige en spoiler warning ind. Jeg kommer særligt til at spoile slutningen på bog 3, så læs videre på eget ansvar.

Hvad handler bog 3 om?

Askatla er tilbage i Bjerget og sammen med hende er Sigrid, Aslak, Sohrab, Alawin og overraskende nok, Malgest og Elfrun. En usikker alliance er indgået, og de indfinder sig i Illuges lejr sammen med Johannes, der er blevet genforenet med Sohrab, og Dragmal, Illuges eneste levende søn.

Alle plages vores hovedpersoner af tvivl – var det nu det rette valg? Er det muligt at beskytte dem, de elsker? Hvilke hemmeligheder og intriger gemmer Bjerget på? Hvem er ven og hvem er fjende? Et spørgsmål trænger sig dog yderligere på – hvem er denne Jordmassens Dronning, hvis navn hjemsøger dem, og hvad kan de gøre for at bekæmpe hende?

Og hvad har hun at gøre med Elfrun Uden Slægt?

Hvad er queer-elementerne?

Askatla

Seksualitet er meget flydende i denne serie. Elverne som race er generelt queer, som har sex med hvem end de lige har lyst til, eller i nogle af tilfældene, hvem det giver mest mening at være sammen med i forhold til magtkampen eller indsamling af information, uanset køn. Elverne er overvejende polyamorøse, da mange af dem har flere partnere på samme tid, hvor partnere også har kendskab til hinanden. Forfatteren har selv brugt begrebet i et interview, som kan læses her.

Elverne er i besiddelse af en evne, kaldet bjergtagning, som gør dem i stand til at fortrylle mennesker, så de mister deres vilje og dømmekraft, og bliver totalt opslugt af den bjergtagende elver. Udover evnen til at bjergtage, er elverne også generelt meget tiltrækkende, også når de ikke aktivt bruger denne evne.

Askatla, en af seriens tre synsvinkler, er kvinde, elver, kriger, og drevet af ønsket om hævn. For hende er sex bare sex. Det er noget hun kan bruge som våben, men også som ren nydelse. Dog er hun ikke så glad for at bruge sine bjergtagningsevner på mennesker, efter at Malgests brug af dette ledte til hendes menneskelige søsters endeligt. Askatla er adelskvinde og noget ganske særligt, da hun er hamskifter, en evne der er meget få elvere forundt. Faktisk er det udover hende, kun hendes egen far og hendes fætter Are, der kan hamskifte. Og da disse begge dør i løbet af bog 1, er hun den eneste tilbage.

Hun er også den elver, der virker til at have det mest afslappede forhold til sex, selvom hun ikke altid er lige tilfreds med måden, hvorpå Illuge beder hende bruge sin krop i ’den gode sags tjeneste’. Dette ses også tydeligt i måden, hvorpå elverne i Illuges lejr ser ned på Askatla pga. hendes mange seksuelle forhold. Så elverne er måske ikke helt så frit tænkende, som de gerne vil give indtryk af at være.

Askatla er drevet af det løfte, hun gav sin døde menneskesøster, om at lade Malgest bøde for Marias død. Hun er dog i stand til at sætte sin hævn på pause for at redde de andre  og for ’the greater good’. Askatla virker til kun at have elsket to personer inderligt; sin søster, Maria, og Are, den anden hamskifter, som hun havde et forhold til. Are dør i bog 1, men hans ånd lever videre i Askatla og hun hjælpes på vej af hans stemme i sit hoved. I hendes sidste øjeblik er det også Are og Maria, hun tænker på inden hun endnu en gang ofrer sig for andre.

Johannes

Johannes er eksoldat, søn af en rig mand og bøsse. Han er i et forhold med Sohrab, en mand, der læser dansk på universitetet med Sigrid, en af menneskeleverne. Jeg har i de tidligere anmeldelser nævnt, hvordan Johannes i en heteronormativ fortælling ville have været den store stærke helt, som redder hele verden og får pigen til slut. Men Johannes er ikke interesseret i at kæmpe længere, i hvert fald ikke da historien starter. Men det kommer han alligevel til. Dog er han ikke længere drevet af ordrer fra oven, men nærmere af sin kærlighed til Sohrab og hans retfærdighedssans.

Generelt udfordrer forfatterne mange af de maskuline stereotyper igennem hele serien, bl.a. med Aslak, som du kan læse mere om i anmeldelsen af bog 2.

Askatla og Johannes

Selvom mange af forholdene i serien er vigtige, så er det ét forhold som står specielt stærkt for mig. Nemlig forholdet mellem Askatla og Johannes. Det er ikke seksuelt, selvom det let kunne blive det. De respekterer hinanden som krigere, og virker som om de forstår hinanden på et plan, hvor resten af karaktererne ikke kan være med. Det kommer til udtryk flere gange igennem serien, hvor kun de to forstår hinanden og kan få hinanden til at fokusere på missionen.

Den solidaritet de har med hinanden er drevet af respekt og en fælles forståelse for, at man nogle gange må gøre noget, selvom andre måske ikke vil forstå det. Den scene, der står allerstærkest for mig, er slutningen af bog 3, hvor Askatla ofrer sig selv for menneskeheden og trækker Esmer med tilbage til den smuldrende dimension førhen kendt som Bjerget. Lige inden hun gør det, får hun øjenkontakt med Johannes og nikker sigende mod Malgest. Johannes forstår hendes sidste ønske og samler et skydevåben op.

Askatla var den største kriger, jeg nogensinde har haft æren af at kæmpe sammen med, og hun fortjente at få sin hævn.

”Må den bedste kvinde – eller mand – vinde,” siger jeg højt.

Malgest drejede hovedet mod mig.

Jeg smilede til ham og trykkede af.

Jordmassens Dronning, s. 468

To krigere fra to forskellig verdener, drevet af hver deres ting og som ender med at have den samme mission. Måske netop fordi de kan genkende uretfærdighed, og kan se at det vil kræve sine ofre at rette op på det. Askatla fik sin frihed og sin hævn, ikke mindst takket være Johannes.

Bjergtaget – queer fantasy

Bjergtaget-serien er et godt eksempel på, hvordan fantasy og queer kan gå godt hånd i hånd. Persongalleriet er fyldt med queer personer, men det er ikke deres seksualitet, der definerer dem eller driver dem. De er drevet af kærlighed, af had og af deres retfærdighedssans.

Vi har igennem de sidste par år set mange stærke kvinderoller i litteraturen, men de har alligevel tit en tendens til at falde ind i visse stereotyper, specielt i fantasy. Enten er de umenneskeligt smukke og uopnåelige eller også er de den kiksede/uskyldige pige, som tilfældigvis er ’the chosen one’, eller en blanding af de to. Askatla er en kvindelig hovedrolle, som langtfra er perfekt, hverken som person eller som kriger. Hun er selvisk og kold, men også nedbrudt af et liv som en puslespilsbrik i en magtkamp, og af dem, som hun har mistet i den kamp.

Der er heller ikke noget med tokenism i Bjertaget-bøgerne. Det er svært at have ret meget tokenism med, når de fleste af karaktererne er queer. Måske kunne Sohrab betegnes som en token karakter, da han er af anden etnisk baggrund end de andre karakterer, og derfor en minoritet. Men selvom elverne kalder ham perker og saracener (begreb brugt især under korstogene som en betegnelse for muslimer), så er det ikke derfor han er med i historien. Han er Johannes’ kæreste og det er derfor, at han bliver indblandet i det hele.

Seriens eneste to karakterer med en defineret queer seksualitet (her mener jeg, at det direkte er sagt i bøgerne af karaktererne selv) er Johannes og Sohrab, som overlever alle strabadserne og problemerne, og som stadig er sammen til slut. I en traditionel fortælling ville de nemt enten være døde eller have slået op. Sohrab har set soldatersiden af Johannes, den pragmatiske kriger med øje for missionen og set ham slå Malgest ihjel i koldt blod. En ting er at vide, at ens kæreste har slået ihjel, noget helt andet er at se det med egne øjne og stadig være sammen med vedkommende. Men han ser stadig kærligt på ham i slutningen af bog 3.

Jordmassens Dronning var en hæsblæsende afslutning på en trilogi, som mesterligt gav folkeviserne nyt liv og udfordrede den klassiske forestilling om elvere.

Hvem anbefales bogen til?

Er du til fantasy, som ikke lægger fingrene imellem og som har et persongalleri af interessante karakterer, så er Bjergtaget-trilogien nok noget for dig. Kender du bare lidt til og interesserer dig for folkeviser og de sagn, som er en del af vores kulturarv, så und dig selv at læse Sidsel Sander Mittets fortolkning.

~Anne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s